Fjollede overskrifter.

Mr_-Bean-Funny-Animated

Vi kender alle til de der twistede blad-, avis- eller webforsideoverskrifter, der skal få os til at læse artiklen, hvormed vi 9 ud 10 gange kan konstatere, at vi atter blev taget ved næsen. Journalisten havde slået så stort brød op, at brødet ikke engang kunne komme ind i ovnen. Du kender godt de der overskrifter, ikk’? Godt! Men det er ikke dem, det her blogindlæg handler om. Det handler om de fjollede overskrifter. Dem, der bare lyder tåbelige.

For eksempel følgende overskrift fra denne uges Se og Hør: Sannes vilde vægttab. Skind og ben. “Jeg glemmer at spise”

“Jeg glemmer at spise”? Sig mig hvor dum er Sanne Salomonsen lige? Hver aften 2 måneder i træk, lige før hun skal i seng, så har hun siddet der på sengekanten og funderet: Det er som om jeg har glemt noget i dag. Hvad pokker kan det være? Nå, det kan jeg ikke huske… og så har hun med rumlende mave lagt sig til at sove. Næste aften. Samme scenarie.                                                                                                                                                                                 Enten handler artiklen om, at Sanne Salomonsen er blevet usædvanlig glemsom eller også er hun blevet ramt af demens. Dommen: Fjollet overskrift!

En anden fjollet overskrift er fra msn livsstil på nettet: 14 anderledes fordele ved at have sex.

Ikke bare 14 fordele ved at have sex, men 14 anderledes fordele. Det sætter allerede forventningerne til artiklens indhold i gang, hos mig. En anderledes fordel tænker jeg, ville være: at blive bedre til at lave mad, til hurtigere at hæve penge i banken, bedre til at binde snørrebånd, at få smukkere negle, få nemmere ved at lære at tale kinesisk eller som den eneste kunne spise en fluesvamp uden at blive syg. Se det ville være anderledes.

Men hvad står der rent faktisk i artiklen? En af de anderledes fordele lyder: Sex forbedrer lugtesansen! Come on, det er mere en ulempe end det er noget andet; især hvis man er hyppig bruger af offentlige toiletter. En anden fordel lyder: Sex gør, at I kommer tættere på hinanden. Ja, undskyld jeg spørger, men er det ikke forholdsvis svært at have sex, hvis man ikke er tæt på hinanden? Ellers er det jo bare det min hund gør med sofapuderne… og det er ikke sex! Dommen: Fjollet overskrift!

                                                                       untitled

Reklamer

Min evaluering af regeringens første 2 år ved magten.

Klik på billedet, for at se større version.

Margrethe Vestager, Helle Thorning-Schmidt, Annette Lilja Vilhelmsen

Need I say more?

Plus det løse…

Tøj til tykke… Nej, nej, nej… Plus size er det korrekte udtryk. Og lige det udtryk vil jeg godt have lov at filosofere lidt over.

Gennem hele livet lærer vi, at plus er lig med overskud. “Plus på kontoen” er en god ting; når det drejer sig om penge.

I skolen lærte jeg den mest ubrugelige og løgnagtige lærersætning i matematik: Minus og minus giver plus. ALDRIG har den lærersætning vist sit værd ude i det virkelige liv. Nu har jeg, gennem flere år, omhyggeligt sørget for minus på begge mine konti uden, at det har resulteret i et plus. Og hvornår har to tynde nogensinde givet én tyk? Svaret er ALDRIG! Hvis den lærersætning var rigtig, ville der ikke være nogle sultne mennesker i Afrika.

På vægten har jeg derimod altid haft plus på kontoen. I 80’erne var jeg “overvægtig”. I 90’erne levede jeg det acceptable liv som “normalvægtig”. I 00’erne kom BMI for alvor ind i billedet og i 10’erne er det nedsættende at kalde mig for tyk eller fed. Men så kom… “Plus size”! Men come on! Uanset hvad vi kalder det. Bliver det aldrig fedt at være for fed. – Og hvad skal “plus size” betyde? Jeg er en størrelse… plus nogle størrelser. Jeg er et menneske… and then some?

Der findes et i forvejen ganske udmærket størrelsessystem med numre. Størrelse 34 og helt op til 64. Hvorfor skal der være en særlig betegnelse for størrelserne over 44? Vi kalder jo heller ikke dem under størrelse 40 for “minus size”.

Og så kan det undre mig, at det kun er på vægt og tøjstørrelsesområdet vi har indført “plus”. Jeg synes vi burde indføre det flere steder; også der hvor det rent faktisk ville føles som et plus. For eksempel kunne man passende indføre “Plus-afdelinger” i boghandlere. Bøger til “Plus-brainere”. Os, der er lidt klogere end de andre. Særlige “Plus-områder” i caféer til “Plus-talkere”. Os, der taler lidt mere og lidt højere end andre. Forestil dig at gå ned i banken og stille dig i den korte “plus-kø”. Os med plus på kontoen. Så kan du stå og vinke til den laaange minus-kø.

Men uanset hvilke titler jeg  vil blive defineret ved og med, så er jeg stadig mig. Moren til stressede morgener, hvor Prinsen ryster koldskålen (“For det er et mælkeprodukt, mor. Det skal rystes.”), mens jeg, med ryggen til, smører to gange, fire halve til madpakken. Moren, der hører et mælkeprodukt forlade kartonen i et ryst og kort efter ramme køkkengulvet med et virkelig, uønsket “plask”. Moren, der vender sig om og ser sin Prins smurt ind i koldskål og tænker: [biiiiiiiiiip], der røg den gode tid.

Moren, der desperat forsøger, at finde remoten til den pre-teenede Prinsesse, som pt. lever et liv i slow motion.

Her er ingen hjemmelavet havregrød eller nybagte speltboller til morgenmad. Her er ingen kære mor… JO! Hun er der. Hun får badet sin Prins og får skubbet Prinsessen ud af døren. Hun ordner det hele… plus det løse! Hun er det hele – og efter to børnefødsler, kan jeg vist godt sige – plus det løse.

I ønskes alle en rigtig dejlig plus-dag.

Livet er ikke lutter citronmåner…

– det er også en dans på torne.

Derfor skal man se sig godt for.

Europark… Hotel? Den harme husmor…

europark-aarhus-havn1

WTF? (Oversat til dansk: Hvad for søren, pokker?)

En tur i biffen med manden i Århus med dobbelt a (ikke manden, men Aarhus). Bilen skal have et sted at stå i mellemtiden.

Vi finder en fin, trist og grå baggård med adskillige p-pladser. – Også af den ledige slags.Pyt med beliggenheden, vi skal jo ikke sidde i bilen og se filmen. Overalt hænger skilte, der tydeligt fortæller, at vi nu befinder os på Europark-parkeringspushernes område. Store skilte med store pile viser vej til en betalingsautomat. Vi skal bruge 2½ times parkering til den favorable pris af – hvad for søren, pokker! – 60 KRONER!

60 KRONER! For at låne et lille stykke asfalt afgrænset af to hvide streger… i 2 og en halv time. Hvad for søren, pokker? Et lille stykke, GAMMELT asfalt i en grå baggård. Her er ingen havudsigt; ikke engang havkig. Der er ingen udskænkning af kaffe eller te; der er ikke engang vagter, der holder øje med min bil, mens jeg er væk. Nææ, jeg skal selv tømme bilen, inden tyven gør det. INDEN TYVEN GØR DET? Sig mig, har de en tyv ansat til at tømme bilerne, når folk er gået? Så synes jeg de skulle starte med at fyre ham og spare lidt på parkeringsafgiften der.

60 KRONER skal jeg betale. Sig mig hvor meget har de selv betalt for den grå asfalt? Ti tusind trilliarder trillioner?

60 KRONER? For 2½ times parkering. Geees… jeg kan booke et hotelværelse i godt et døgn for 500 kroner; det er omkring 20 kroner i timen… og det er inklusiv morgenbuffet, eget bad og en blød seng. Ikke engang forruden var vasket, da vi kom tilbage til bilen.

Nej, harmen hos husmoren var til at få øje på, og det fik den blåklædte parkeringsmand også at høre: Vulgært og perverst, at tage så høje priser for parkering.

Tøm pungen, før Europark gør det! Parkeringsalfonseri, Tsk…

Inklusion – one size fits all

STENALDERMETODER HITTER.

Der er en Stenaldertendens; en trend om du vil, der raser i disse tider.

Først var det kosten, Stenalderkost eller Paleokost- til nutidsfolk. Allerede her bliver jeg lidt skeptisk, men også nysgerrig. Hummus og pesto? Chili og karry? Avocado og mango? Hvor pokker gik stenaldermanden på jagt efter pesto? Det er muligt, det er sundt. Men hey! Det er ikke Stenalderkost vel? Det svarer til at kalde en trillebør for en havetraktor. Den kan køre i haven, den kan flytte ting og har du en til at hjælpe dig med at styre, kan du til nød sidde og køre i den. Men det gør ikke trillebøren til en havetraktor.

Nu er Stenalderen så nået folkeskolen. Og jeg ved godt, at alt hvad der er retro er in og alt hvad der er nyt er yt! Men da vi gik fra en rummelig folkeskole til en inkluderende folkeskole, gik det helt galt. Tanken bag inklusion er, at alle børn med særlige behov tilsyneladende trives bedst i det “normale” fællesskab. Intet behov i den debat for at interessere sig for om det “normale” fællesskab, også trives med den tanke.

Inklusion er i den grad et positivt ladet ord. I folkeskolen er inklusion imidlertid blevet det samme som “one size fits all”.

EN STRIBET SAG.

Og jeg håber saftsusemig ikke, at inklusion er noget der på den måde vil spredes i vores samfund. For værende en plus-size myself (Det med “plus” og “plus-size” er et helt andet blogindlæg. Det får I en anden gang. (“Indlæg” ikke et godt ord. Associerer “trusseindlæg”.)) må jeg med det samme slå fast, at one size doesn’t fit all. Men lad os nu lige lege med inklusionstanken… i tøjbranchen… bare for en kort stund.

Lad os forestille os, at tøjstørrelsesfascister har fået held med at gennemtvinge folkeskolens inklusionstanke. For at hverken de tykke eller de tynde skal føle sig uden for fællesskabet, besluttes det, at alle bluser ude i butikkerne skal være one size. For at understøtte fællesskabsfølelsen er alle bluserne stribet – på den brede led. Alle kvinder mellem størrelse 38 og 42 vil være rimelig safe. One size vil sidde godt på dem. Så kommer de tynde på den ene side; her vil blusen være for stor og nogle føle, at de kan svømme i den. På den anden side står de tykke (nej, det er ikke ment nedsættende, jeg hører selv til den gruppe). De vil et øjeblik faktisk komme i tvivl om, om de skal svømme i den, da blusen vil sidde lige så tæt som en badedragt.

Det er muligt, at jeg ville kunne klemme mig ned i omtalte, stribede bluse, men én ting er sikkert, det ville ikke være en særlig behagelig eller positiv oplevelse. Heller ikke selvom jeg fik bevilget en hjælper. Ville jeg nu i min stribede, one size fits all-bluse kigge rundt på de andre og tænke: Wow, nu er jeg ligesom dem? Vi ligner hinanden. – Nix, jeg ville tænke, at den bluse blot understreger min anderledeshed – på den brede led.

MEN HVAD SÅ?

Bevar og genopret specialklasserne. Her er personale, der målrettet er specialuddannet til opgaven. Her var og er andre børn som “mig”; simpelthen flere ressourcer til opgaven; mere plads (tid og rum) til at være udfordret og dyrke det unikke “jeg” kan. Der er ingen specialklassebørn, der pludselig vil føle sig ligesom “alle de andre”, bare fordi vi giver dem den samme trøje på som “alle de andre”. Jeg vil til enhver tid foretrække et tilbud, der er indrettet til lige præcis den størrelse jeg er. Og det synes jeg også vi skylder vores børn.

med emneordet

Den uperfekte husmor

Det er mig. Pia, 38 år og træt af supermom-opdateringer og glansbillede-blogs.

Jeg handler ikke udelukkende økologisk; det er simpelthen et økonomisk spørgsmål; især sidst på måneden. Jeg dyrker ikke mindfullness, min mind er full nok. Wellness er for mig et toiletbesøg uden forstyrrelser. (Jeg er nemlig mor til en datter på 12 (Prinsessen) og en søn på 7 (Prinsen). Og når jeg tillader mig at lukke en dør et sted i huset, tror jeg det giver et “ping” udslag på børnenes mor-radar, som tvinger dem til at opsøge mig inden for en tidsramme på 20 sekunder. (På det seneste er det som om min mand er blevet udstyret med en lignende radar.))

Jeg er træt af fancy-prancy modeord som mindfullness, innovation, wellness… Hvad bliver det næste? Softness? Loch Ness? Og hvad sker der for alle de coaches i dit og coaches i dat? Snart kan jeg vel hyre en coach, der kan hjælpe mig med at tilrettelægge mine toiletbesøg, så jeg får mest ud af den tid, jeg er der.

Jeg er træt af bølger. Modebølger, tendensbølger, tidevandsbølger, radiobølger og Vesterhavsbølger. Og så kan jeg godt lide at filosofere… Bølge er et spøjst ord.

Jeg er rigtig træt af alle de perfekte billeder, der hersker på de sociale medier. Opdateringer som: “Har bagt gulerodskage i dag, på egne hjemmedyrkede gulerødder, uden gluten, sukker, hvedemel og smør.” (Her i huset kalder vi det råkost.) – Og “Slapper af med hjemmebagte grovboller,  uden gluten, sukker, hvedemel og smør, efter to timers crossfit, 15 kilometers løbetur og 45 minutters leg med børnene på trampolinen. Om lidt skal jeg have plukket lidt hjemmedyrkede urter til aftenteen.”

BAMSETOILET OG FULDMÅNER

Men hvem er jeg så? Jo, jeg er hende moren, som ikke løber. Jeg hader at løbe. Jeg bliver så møgforpustet. Ja, fordi jeg er i dårlig form. Jeg spiser helt sikkert for meget gluten, sukker, hvedemel og smør. Ind til for nylig arbejdede jeg som folkeskolelærer. Men så blev jeg ramt af stress og en depression. Jep, lige i smasken. Så nu er jeg i en helt ny situation. Men jeg er også forfatter til en roman og 2 teaterstykker til brug i indskolingen. Jo, jo!

Og så er jeg hende moren, der til kagekonkurrence i børnehaven må kapitulere. Hende moren, der ikke kan hamle op med fondantmareridts-mesterværker udformet som Bapa papa-landskaber og Harry Potter-universer. Hende moren, der virkelig gerne ville vinde Den gyldne Kageske til Prinsen, fordi det var hans største ønske, men som virkelig hverken besidder evnerne eller tiden til det. Hende moren, der alligevel investerede adskillige hundrede kroner i frugtfarve, glasur og en 3d kagebamseform. Hende moren, der selv måtte opfinde en chokoladekageopskrift (for hvor stor en mængde dej, skal der egentlig i sådan en bamses indre?). Hende moren, der efter endt bagetid stod med en meget solid 2 kilos kagebamse, der smuldrede, da jeg skilte formen ad. Hende moren, der havde kommet rigeligt med dej i formen; faktisk så meget, at det var løbet ud over formen i store klatter. Hende moren, der en halv time før vi skulle ud af døren stod med en smadret bamsekage og så på chokoladekageklatterne på bagepladen og tænkte: Hey, det ligner jo hundelort. Hende moren, der en halv time før vi skulle ud af døren, finder en tallerken, fylder den med perlesukker (som skal forestille sand); henter en af Prinsens bamser; sætter bamsen på perlesukkeret; lægger kagelorten ved siden af bamsen på perlesukkeret og forfatter et lille skilt, hvor der står: Bamsetoilet.

Resultatet af mere end 4 timers bagning og mere end 2 kilo chokoladekage blev 150 gram kagelort på perlesukker.

Den dag forsvor jeg nogensinde at skulle deltage i en kagekonkurrence igen. Men sådan gik det aldrig. Jeg bukkede altid under for Prinsens drømme om Den forbaskede gyldne Kageske. Siden da har vi været ude i lidt af hvert. Blandt andet skofodspor i fondant og et medfølgende skilt med teksten: Harry Potter i usynlighedskappe og Fuldmånen, som blev en klassiker. Vi vandt aldrig Den gyldne Kageske.

Fuldmåne

%d bloggers like this: